Første skridt på vejen mod Liége

26 januar 2012

Med den flotte udsigt ud over Aarhus midtby fra Arkitema's kontor fik nye som 'gamle' medlemmer hilst på hinanden til årets første netværksmøde d. 24. januar, og fik dermed skudt sæson 2012 i gang. På mødet fik medlemmerne mulighed for at udveksle erfaringer, forventninger og gode råd omkring cykling og mental træning op til den store sportslige udfordring der venter i uge 26. Turen går fra Aarhus til Liége og kræver selvfølgelig en del forberedelse for at alle får en god tur.

 

Holdet består i år af en bred flok erhvervsledere med mange forskellige baggrunde, men har nu sat hinanden stævne ved i fællesskab at skulle indfri en stor personlig udfordring i form af en 900 km's cykeltur fra Danmark til Tour de France prologen i Belgien. Da nogle af medlemmerne har været med fra da holdet cyklede sammen til Rotterdam i 2010, er der en god, solid erfaring de nye medlemmer kan nyde godt af. De garvede medlemmer i flokken havde da også et overordnet budskab til de nye medlemmer, nemlig, at man ikke skal være bange for det! Via den brede opbakning i gruppen og med kyndig vejledning fra professionelle cykelryttere, vil alle kunne træne sig op til denne tur før startskuddet lyder om fem måneder.